Strengens historie

Historien om den klassiske guitars strenge

Den klassiske guitar spilles i dag med nylonstrenge. De bliver fremstillet på store fabrikker og er næsten altid jævne og ensartede i klangen. De har en brillant tone, der er mange mærker og typer at vælge imellem, og de er egentligt ikke særlig dyre.

Men for få år siden, før nylon blev opfundet, var det helt anderledes.

Strenge blev håndlavede gennem en kompliceret og langvarig proces, og de var ret dyre.

Og så var de ikke ret holdbare.

Guitarens historie og udvikling er flere gange blevet beskrevet. Her har man naturligt nok fokuseret på instrumentet og de instrumentmagere, der har bidraget til udviklingen.

Der findes berømte guitarbyggere, men kun anonyme strengemagere, og det til trods for, at udviklingen og fremstillingen af strenge har haft direkte betydning for guitarens udvikling. Efterhånden, som man blev dygtigere til at fremstille strenge, kunne man også stille større krav til instrumenterne.

Strengeinstrumenterne er jo urgamle, og de ældste har formodentligt været jagtbuer, som man monterede på en udhulet kalabas, skildpaddeskjold eller lign. til at forstærke lyden.

Strengen har været forskellige naturmaterialer - dyresener, snoede plantefibre eller silke, hvor det forekom i naturen.

I Europa og Middelhavslandene har snoet dyretarm (kaldet Catgut) været det mest almindelige materiale, der anvendtes til strengeinstrumenter som f.eks. harpe, lut, guitar og violin m.fl.

I folkemunde har det fejlagtigt heddet sig, at strengene var lavet af kattetarm. Mange tror det stadig den dag i dag. Det har dog aldrig været tilfældet. Man har udelukkende brugt tarme fra får og kvæg. Kvæg hedder på engelsk "cattle", og tarm hedder "gut"- heraf det forkortede navn "catgut". Det er nok dette ord, som har givet anledning til "mis"forståelsen.

Bas-strenge blev også lavet med catgut, men her blev catgut viklet omkring en kerne lavet af silketråde.

Den gamle egyptiske harpe blev bestrenget med catgut, lavet af dyretarme, og brugen af tarm til musikinstrumenter er omtalt i den græske mytologi:
"Zeus´s søn Hermes har lavet en lyre af et skildpaddeskjold med kohud spændt ud over skjoldet, og til sidst påsat syv strenge lavet af fåretarm."

I sit skuespil "Stor ståhej for ingenting" nævner William Shakespeare brugen af tarm til at skabe musik, og undres over det kunstneriske resultat: "Er det ikke mærkeligt, at fåre-indvolde kan frembringe stor sjælfuldhed."

De første Augustine strenge bestod kun de 3 diskant strenge. Fremstilling af metalomviklede strenge med en nylon kerne viste sig at være problematisk. Men det lykkedes den ukuelige Augustine at fremstille disse efter at have eksperimenteret med forskellige typer af metal, udglatnings- og polerings-teknikker. Den brasilianske guitarist Olga Coelho siges at have været den første til at bruge nylonstrenge på scenen i en optræden i New York i 1944. Da hun på dette tidspunkt boede med Andrés Segovia, var hun formentligt også involveret i nylon-strengenes udvikling.

Udviklingen af strenge er stadig igang. I lang tid var Augustine det førende strenge-mærke, men de har med tiden fået konkurrence fra andre mærker - D´Addario, Saveréz, La Bella, Hannabach, Pyramid m.fl. Og der eksperimenteres stadigt med nye materialer - senest carbon (kulfiber) blandet i nylon og titanium-beviklede basstrenge.

Ægyptiske harper

Ægyptisk/arabiske strengeinstrumenter

Fremstillingen af tarmstrenge er en langvarig og kompliceret proces.

Man anvender den tyndeste del af fårets tarme, på tysk kendt som "saitling". Ordet "Saiten" betyder strenge. Tarmene renses, blødes op i vand, og skrabes herefter med en kniv eller spatel. Dette gøres flere gange om dagen over mange uger.

Efter at være renset i alkalisk lud, glattes og udjævnes de ved at trække i dem. Svovldampe bruges derefter til at rense tarmen, hvorefter de bliver farvede og sorterede i størrelser.

Herefter bliver et forskelligt antal tarm-tråde snoet sammen til den rigtige strenge-tykkelse.
Til sidst poleres de og bliver evt. lakerede. Udover at blive brugt til instrumenter er tarm også blevet brugt til tennisketsjere og som ”sutur” til kirurgisk arbejde.

Strengens tonehøjde afhænger enten af strengens længde eller tykkelse. Jo længere eller tykkere en streng er, jo dybere tone frembringer den. Det har altid været svært at fremstille de dybe strenge i ren tarm, da de enten bliver meget lange eller tykke.

De tidligste guitarer fra 1500-tallet har da også kun de 4 høje strenge (E, H, G og D), omend dobbelte (strengekor) for at give mere lyd, men altså ingen dybe strenge.

Snoede tarmstrenge

4-strenget (dobbelt) renæssance-guitar fra 1600-tallet

I 1600-tallet bliver man bedre til at fremstille strenge,

og guitaren får tilført en 5. streng (A), stadig dobbelt.

Ved at bevikle tarmstrengen med metaltråd, kan man reducere tykkelsen på de dybe strenge. Metal-beviklede strenge dukkede op i 1659, og blev brugt på de nederste strenge på bas-instrumenter samt på franske violiner. Kernen i de metalomviklede strenge blev med tiden udskiftet til tynde silketråde, og metallet kunne enten være sølv, bronze eller en sølv-legering. Disse nye metalomviklede strenge spiller en vigtig rolle i guitarens udvikling.

I århundreder havde guitaren haft 4-5 dobbeltstrenge (strengekor), men i 1770-erne bygges de første guitarer med 6 enkeltstrenge. Den tidligst kendte er bygget 1773 af den franske instrumentmager Francois Lupot. Den nye dybe
E-streng blev hurtigt standard på guitaren, som den stadig er.

Metalbevikling af strenge

Mekanisk apparat til metalbevikling af strenge

Fransk guitar fra 1770-erne med 6 enkeltstrenge - 3 af tarm og 3 af metalbeviklet silke

Giacomo Merchi skriver i sin "Traité des Agrèmens de la musique" udgivet i 1777: "Det er en stor fordel at bruge enkelt-strenge til guitaren. Det er nu meget lettere at finde rene strenge. Enkeltstrenge er meget nemmere at stemme og få til at give rene toner. Lyden er stærk og fyldig, og nærmer sig harpens, især hvis man bruger tykkere strenge."

Der var mange problemer med tarmstrengene. De var dyre, komplicerede at fremstille og vanskelige at stemme. Følsomhed over for fugtighedsændringer gjorde strengene ustabile, især et problem for rejsende musikere. Det er meget svært at fremstille helt rene strenge uden falske toner, og strengen har meget ringe holdbarhed og knækker let.

Til gengæld har den en helt særlig varm klang, som selv de bedste af nutidens nylonstrenge ikke kan frembringe.

Tarmstrengene blev brugt på strengeinstrumenter helt op til 1950-erne, og selv herefter var der guitarister, der sværgede til tarmstrengene. For at billiggøre det, var man også i 1900-tallet sideløbende begyndt at fremstille strenge af stål, mest til sang- og akkompagnements-spil. De er billige og holdbare, men har en helt anden klang. De fandt dog deres naturlige plads på western- og jazzguitarer, og senere på de elektriske rockguitarer.

Det nye vidundermateriale nylon blev opfundet af firmaet Du Pont i 1935, og blev hurtigt en billigere erstatning for silke. Mor fik nylonstrømper, far fik nylonskjorter, lystfiskerne fik nylonliner, og i løbet af 1940-erne begyndte guitaristerne at eksperimentere med det nye materiale som erstatning for tarm.

Under Anden Verdenskrig var der en stor efterspørgsel efter kirurgisk sutur, og som følge heraf var der mangel på guitarstrenge fremstillet af tarm. Under en koncertturné i USA havde den store guitarist Andrés Segovia svært ved at skaffe sine favorit-tarmstrenge fra strengefirmaet Pirastro. Ved en fest for udenlandske diplomater nævnte han dette problem for general Lindeman fra den britiske ambassade. Han havde tidligere fået nogle nylon strenge fra Du Pont familien og gav dem til Segovia. Segovia fandt at strengene var brugbare, bortset fra, at de havde en metallisk klang, som han håbede kunne elimineres.

En fiskesnørefabrikant fra New York, Albert Augustine, var den første der fremstillede guitarstrenge af nylon. Han havde under krigen haft svært ved at finde materialer, og eksperimenterede med det noget af den nye nylonline, som han havde fået fra et army-overskudslager i Greenwich Village.

Augustine fik herefter Du Pont firmaet til at hjælpe sig i gang med en produktion af de nye nylonstrenge. Firmaet var overbevist om, at guitarister ville acceptere nylons lydegenskaber. Segovia og Augustine og deres fælles ven Vladimir Bobri, redaktør af Guitar Review, besluttede at fortsætte udviklingen af nylon guitarstrenge. Du Pont, som var skeptisk over for ideen, ville dog godt levere nylon, hvis Augustine deltog i udvikling og produktion af strengene.

Efter tre års udvikling blev Du Pont overbevist, og Augustine klassiske guitarstrenge blev kommercielt fremstillet i 1948 på La Bella Strings fabrik i Long Island City, New York.

Rulle med nylonline

Albert Augustine og Andres Segovia

Andres Segovia i en reklame for Augustine strenge

Diskantstrengene fremstilles både som matte (slebne) og som glatte strenge. De matte, sandblæste diskantstrenge stemmer som regel perfekt, men har til gengæld en lidt ferskere, mindre syngende tone end de klare, glatte.

De tre dybe strenge, 4. 5. og 6.streng, er metalomviklede, og her er der ret stor forskel i klang. Strengen kan være helt eller delvist glatspunden (fladspunden) eller med rund tråd (normal). Den normale streng giver på grund af større luftmodstand flere overtoner og dermed en mere facetrig og spændende klang end den glat-spundne. Til gengæld støjer den mere når fingrene flyttes på strengen. Metalvalget til strengen betyder også noget for klangen. I reglen bruges en nysølvlegering, men også bronze og andre metaller kan bruges. Bronze-strenge giver en meget sprød klang, og er ikke dyrere end andre strenge.

Desuden føres næsten alle strengemærker i forskellige hårdheder - Hård, Medium og Blød.

En hård streng giver i reglen en kraftig tone, men kan til gengæld føles lidt "stiv" at spille på.

Derimod giver en blød streng en svagere tone, men kan så være mere letspillelig.

Links til tarmstrenge:

Aquila tarmstrenge fra Thomann

Aquilas fabrik i Italien
tarmstrenge i metermål

Dieter Hopf Gitarren

som også sælger alle slags strenge samt kopier af gamle instrumenter.

Fører også orkester-guitarer - Sopran, alt, terts, bas og kontrabas samt strenge til dem.

String King
som sælger håndlavede strenge fra flere forskellige strengemagere.

Se her to fine videoer på YouTube, som viser fremstillingen af tarmstrenge på den gamle måde:

https://www.youtube.com/watch?v=WCHkNko0OvI

https://www.youtube.com/watch?v=wRQq_0VM110

Strengenes problembarn er 3. streng, som i de fleste strengesæt er af en ren tyk nylontråd. Den har en tendens til at blive lidt tung og kedelig i klangen. Den ligger materialemæssigt midt i overgangen fra de tykke nylonstrenge til de tyndere metal-beviklede dybe strenge, og den klangmæssige forskel fra 3. til 4. streng er tydelig. I nogle strengesæt fås den som metalbeviklet streng, men her bliver den meget tynd og har en lidt spids klang, og så bliver problemet bare flyttet til overgangen mellem 2. og 3. streng.

Den er egentlig for tyk som nylon streng og for tynd som metalbeviklet. En kompromisløsning er, at den også kan fås som nylon-beviklet med tynde nylontråde som kerne.

En anden løsning er de strengesæt, som helt undgår metallet, og har nylon-beviklede 4. 5. og 6. streng. De kan til gengæld godt virke lidt skarpe i bastonerne. Men meget afhænger af den spillendes anslag og spillestil, og hvad guitaren skal bruges til.

Det er jo ikke samme tone-ideal, man har på en klassisk guitar og en flamenco-guitar.

Inden for strenge gælder det, som i mange andre områder, at pris og kvalitet følges ad. Det kan ikke anbefales at købe billige supermarkeds-strenge, idet disse oftest er dårlige i klang og kvalitet, men køb i stedet for strenge af anerkendt mærke og kvalitet.

De kan så ofte fås lidt billigere, hvis man køber flere sæt.

Husk, at selvom man har en god guitar, bliver tonen aldrig bedre end den lyd, som strengen afgiver.

Strenge er et meget individuelt valg. De fleste guitarister prøver forskellige mærker for at finde frem til den klang, de bedst kan lide. Det er heller ikke alle strenge, der passer til enhver guitar. Det er endog ikke sikkert, at man skal bruge den samme slags strenge på hele guitaren, men en blanding af forskellige mærker eller typer.

På siden ”Strenge og tilbehør” kan du få gode råd til køb af strenge og andet tilbehør.

Forskellige strengeinstrumenter fra 1600-tallet.

Instrumenter med dybe toner er meget lange.

5-strenget (dobbelt) barokguitar nederst nr.2 fra højre.

Nr. 1 og 2 øverst fra venstre er lut-typer med mange og dybe strenge, som det kunne tage timer at få stemt inden en koncert.

Og selv undervejs i koncerten måtte der laves mange pauser til at stemme de ustabile tarm-strenge.

Tarm - det gamle vidundermateriale

Nylon - det nye vidundermateriale

Nylon-strengesæt med 3 diskantstrenge i ren glat nylon og 3 dybe metalbeviklede strenge.

2 velkendte strengemærker - D´Addario og Saverez

Nylon-beviklet 3. streng fra Saverez

De "gammeldags" strenge i tarm, silke og metal, hvor 1. 2. og 3. streng er af tarm og 4. 5. og 6. streng er sølvomviklet silke, kan stadig købes.

De er meget dyre, mellem 4 og 10 x prisen på et almindeligt sæt nylonstrenge, og de holder ikke ret længe til moderne negleanslag . De bruges af entusiaster og til historiske instrumenter. Har man en gammel guitar fra før plastik-tiden, vil det næsten være uæstetisk at sætte moderne nylonstrenge på den.

Her til højre ses en 1800-tals guitar som bliver bestrenget med nye ”gammeldags” tarmstrenge fra Pirastro, håndlavede som i forrige århundrede.