Guitarens historie

Guitarens historie i korte træk - af Flemming Weisdorff

I begyndelsen var strengen...

Klik her - og download hæftet

”Guitarens Historie” i pdf-format

Guitaren kommer fra Spanien, det ved de fleste. Navnet ”La Guitarra” er spansk.

I århundreder har den været nationalinstrumentet i de spansktalende lande,

men hvor kommer den fra?

Og hvordan fik den sin karakteristiske facon.

Alle folkeslag har udviklet strengeinstrumenter i "lut-form". I begyndelsen nok blot som en

udspændt streng - måske en jagtbue - med en kalabas eller lign. som lydforstærkende krop.

De europæiske strengeinstrumenter stammer, som det meste af vores kultur, fra Persien,

Mellemøsten og de arabiske lande.

Det gammelpersiske ord for streng "tar" indgår i mange af disse instrumenters navne.

Både Lutten og "tar-instrumenterne" fulgte med Maurernes (arabernes) indtrængen i Sydeuropa og oprettelsen af kalifatet i Spanien i det 8. og 9. årh.

Guitarkomponister - Læs også om de vigtigste komponister, som man møder i

Flemmings Guitarbøger. Klik her

Græsk Kithara

Arabisk Lut og andre strengeinstrumenter

Indisk Sitar

I Spanien bliver "La Chitarra", som betyder

"4 strenge", et populært instrument.

På tegningen herunder fra det 13. årh. ses en

"Chitarra Latina" til venstre og en "Chitarra Morisco" (maurisk, arabisk lut) til højre.

Lutten udvikler sig, og bliver meget populær i Europa.

Billedet herover viser en europæisk Lut.

Gennem middelalderen og renæssancen ses mange

forskellige strengeinstrumenter, og den 4-strengede Chitarra får dobbelte strengekor - senere 5 strengekor.

Tegningen til højre viser et udvalg af forskellige strengeinstrumenter fra 1500-tallet.

1500-tallet - Renæssancen

Guitaren

1600 til ca. 1750 - Baroktiden

Den 4-strengede renæssanceguitar opnåede

aldrig så høj en status som f.eks. lutten.

Der blev dog skrevet en del musik for den,

og udgivet flere samlinger, oftest med dansesatser.

4-strenget (dobbelt-kor) guitar

Oprindeligt blev guitarens bånd bundet på halsen - deraf navnet.

Musik af Morley skrevet i tabulatur

for 4-strenget guitar,

Vihuelaen

I 1500-tallet blev der desuden i Spanien spillet et instrument ved navn Vihuela. Den stammer fra Viola-familien, som gennem 12-1400-tallet både blev spillet med bue og med hånden - Viola del Mano. Vihuelaen havde 6 strengekor, vælvet bund og guitarfacon.

Den opnåede høj status, og der blev komponeret og udgivet meget virtuos musik for instrumentet - skrevet i tabulatur.

Vihuelaens musik bliver i dag ofte spillet på guitar, hvor den med en omstemning af 3. strengen til F# kan spilles direkte fra tabulaturet.

Til venstre ses en vihuela. Indskæringerne i siderne stammer fra instrumentets familieskab med de strøgne instrumenter.

Ovenfor: Vihuela-tabulatur af Luys Milan fra første udgivelse for Vihuela ”6 Pavanas” fra 1535. Forsiden ses til højre.

I slutningen af 1500-tallet fik guitaren 5 strengekor. Det forøgede på en gang dens toneomfang og harmoniske muligheder, og den bredte sig over det meste af Europa.

Dens popularitet steg kraftigt, og den udkonkurrerede til sidst lutten.

Der udvikledes 2 typer af denne guitar -

1. "Chitarra Spagnuola" eller "Chitarra Puntuado" -

"Spansk guitar" beregnet til melodi- eller fingerspil.

2. "Chitarra Battente" - "Slagguitar", som blev brugt til akkordspil til sang og dans (rasguado)

På denne type gik strengene ofte hen over en stol på dækket (som violinen), og den blev desuden tit udstyret med 3-dobbelte strengekor.

Guitaren, især Chitarra Battente, blev populær

ved hoffer og i adelskredse, og instrumenterne

fik ofte overdådige udsmykninger i elfenben,

ibenholt, perlemor osv.

Chitarra

Spagnuola

af Stradivarius

Side og bagside af Chitarra

Spagnuola

Chitarra

Battente

Guitarer af Joachim Tielke og Matteo Sellas

For barokguitaren blev der i 1600-tallet skrevet og udgivet en mængde musik, både virtuos melodispil og akkordbøger til sang og dans.

Spanieren Gaspar Sanz og franskmanden Robert de Visée samt italieneren Corbetta er blandt de mest kendte af tidens komponister

Tabulatur af Gaspar Sanz ”Espanoletta”

Akkorder til sang

Grebs-tabel

1750 til 1860 - Den klassiske guitar fødes

I slutningen af 1700-tallet fik guitaren tilføjet en 6. streng, den dybe E-streng.

Det bragte dens toneomfang op til den moderne guitars. Samtidigt gik man over til enkeltstrenge, selvom man i Spanien i en tid frem stadig brugte de dobbelte strengekor.

Det gave renere klange og harmonier, og banede vejen for den klassiske guitars nye virtuose udøvere -

Sor, Aguado, Carulli, Giuliani, Carcassi m.fl.

To guitarer af René Lacote, Paris

ca. 1830 og 1841

Den venstre uden stemmemekanik,

den højre med stemmemekanik.

Begge med justerbar stol, hævet

gribebræt samt tonebjælker.

Her ses en fransk 6-strenget guitar fra 1770-erne med fast, ikke-justerbar stol og uden stemme-mekanik.

Er i faconen, og med det lave gribebræt integreret i dækket, meget lig de tidligere barok-guitarer

I begyndelsen af 1800-tallet dukker nye konstruktioner med en løs, justerbar stol, toneribber på indersiden af dækket samt gribebrættets forhøjelse ind over dækket op. Senere kommer de mekaniske stemmeskruer som afløsning af de tidligere primitive ”stemmepløkker”. Alle disse forbedringer var medvirkende til at løfte guitaren op til at være et velklingende koncertinstrument, og en ny opblomstring af guitarens popularitet opstod.

Guitardetaljer - 1800-tallets nye konstruktioner.

Guitar af René Lacote

Øverst - justerbar stol.

Nederst - toneribber på dækkets underside.

Til højre - Stemme-mekanik med udveksling.

Spansk 6-strengs guitar med

dobbelt strengekor

Josef Benedid,

Cadiz ca. 1790

1860 og frem - Den moderne guitar

I gennem 1800-tallet arbejdede guitarbyggere målrettet med at prøve at øge guitarens lydstyrke, klang og tonelængde.

Man lavede kroppen og strengelængden større, men først med den spanske guitarbygger Antonio Torres (1817-1892) skete der en revolutionerende nyskabelse af guitaren.

Omkring 1855 eksperimenterede Torres med en ny guitartype. Den var større end tidligere med en mensur (strengelængde) på 65 cm. Gribebrættet var bredere, halsen tykkere og kroppen større.

Toneribberne på dækkets underside blev placeret i den såkaldte"solstråle-form", som i dag er standard.

Udviklingen skete i samråd med guitarister som Tarrega og Arcas - moderne guitarister, som også i deres spilleteknik arbejdede med at øge klang og tonestyrke.

Den moderne guitar var skabt, og Torres guitartype ligger til grund for alle senere klassiske guitarer.

To guitarer af Antonio Torres

1860-erne

Arbejdet med at forbedre guitaren fortsatte ind i det 20. årh, hvor guitarbyggere som tyskeren Herman Hauser i 1930-erne og senere spanieren Ignacio Fleta byggede mesterlige koncertinstrumenter.

Segovia spillede i mange år på en Hauser guitar.

Målet var at skabe kraftigere, rundere og længere klang.

Mensuren kom efterhånden op på 655 mm.

Toneribber i ”Solstråle-form”

I 1970-erne og 80-erne skabte den spanske guitarbygger Jose Ramirez III fra Madrid sin klasse 1A guitar, som var lidt større, med kraftigere hals og en mensur på hele 664 mm.

Det gav en stor, flot tone, men også en guitar, som det kræver styrke at spille på.

Jose Ramirez III

Ramirez klasse 1A 1981

Ignacio Fleta guitar 1960

Også her i Norden var der guitarbyggere, som fremstillede fine koncertinstrumenter. De bedste og mest kendte i Danmark var Arne Schlünsen og Yngve Barslev, som begge i 1950-erne og 60-erne lavede fornemme guitarer, både klassiske og jazzguitarer.

I Sverige byggede Georg Bolin fine guitarer, og eksperimenterede med at fremstille en lyd-forstærket klassisk guitar,

den såkaldte "forte-guitar".

Flamenco guitaren

Ved første øjekast ligner flamencoguitaren umiddelbart den klassiske guitar, men den adskiller sig alligevel på nogle væsentlige punkter fra denne. Dog er begge typer udviklet fra Antonio Torres guitarmodel fra 1860-erne.

Den traditionelle flamencoguitar har som regel sider og bund af lyst træ som cypres eller ahorn, og træet er tyndere. Dog er dækket på begge typer guitar af gran eller ceder. Kassen (kroppen) er oftest dybere (tykkere)

på den klassiske guitar, og strengehøjden er højere. Hvor strengene på den klassiske guitar går mere parallelt med dækket, så ligger flamencoguitarens strenge lavt, og strengene går skråt nedad mod dækket, hvor de fæstes dybt i strengeholderen.

Indvendigt er der også visse konstruktionsmæssige forskelle, og flamencoguitaren er oftest monteret med en plastik-plade på dækket til beskyttelse mod Golpeslag.

Alt i alt en konstruktion, som er med til at gøre flamencoguitarens tone mere lys, skarp, kraftig, og kort, hvorimod man på den klassiske guitar bestræber sig på at få en blød, stor og lang tone.

Se mere om flamenco, flamencodans og flamencoguitaren på siden: Flamenco

Flamencoguitar

Parramon 1998

Flamencoguitar

Domingo Esteso 1925

På mange flamencoguitarer benyttes stadig den gamle type "stemmepløkker" i stedet for en moderne stemmemekanik.

I flamencoguitar-spillet bruges meget ofte en capo-tastro.

Der findes mange forskellige typer.

Herover ses til venstre en klassisk gammel type og en nyere hurtigt flytbar type til højre.

Andre guitartyper

Der er, især i det 20. årh. opstået en lang række varianter af guitaren. Naturligvis ud fra det formål, de skulle bruges til.

Den klassiske guitar har fået varianter med 7, 8 og 10 strenge. Western/akkustiske guitarer med stålstrenge er opstået, både som 6– og 12-strengede typer. Jazzguitaren har lånt træk fra violinen - f-hullerne og den løse stol, og midt i århundredet blev den forstærket elektrisk.
Det førte videre til den massive elektriske guitar - rockguitaren.

Herunder ses en række nyere guitar-typer. De 7 først nævnte guitarer har alle har stålstrenge.

1. Levin halvakkustisk el-jazzguitar. 2. Fender Stratocaster massiv el-guitar (rockguitar). 3. Gibson akkustisk guitar. 4. Western guitar.

5. Western guitar som 12-strenget guitar. 6. Elektrisk kombiguitar 6- og 12-strenget. 7. Amerikansk metal-guitar (dobro-guitar).

Nylon-strengs guitarer:

8. Russisk 7-strenget guitar. 9. Klassisk 8-strenget guitar Ramirez. 10. Klassisk

10-strenget guitar. 11. Guitar-lut eller Svensk lut. En normal guitar men med ekstra basstrenge udformet i dekorativ lutform. Var meget populær blandt svenske visesangere i 1. halvdel af 1900-tallet. 12. Ukulele - Guitarens lillebror.

Derudover findes der en mængde andre typer guitarer.

Den klassiske guitar er f.eks. blevet bygget i forskellige størrelser og stemninger beregnet til sammenspil:

Tertsguitar i G, Altguitar i H, Sopranguitar i E en oktav højere samt 6-strengede basguitarer stemt i H og E.
Se mere om dette på siden ”Guitarorkester”

I Sydamerika bliver der spillet på både store

4-strengede basguitarer og små guitartyper bygget på skjoldet af et bæltedyr.

Blandinger med andre instrumenter findes også. Som f.eks. guitar-banjoen.

Kontakt til Flemming Weisdorff

tlf. 2099 5652 eller mail: flemming@weisdorff.dk