Guitarens daek

Dækket består i virkeligheden af to ens skiver træ, der er skåret ud af træstammen lige ved siden af hinanden fra ydersiden og ind til kernen.

Herefter bliver det spejlvendt som sommerfuglevinger, og limet sammen på midten, så man på den måde får et symmetrisk dæk, der fra midten er ens ud til begge sider.

Gran har været brugt i flere hundrede år, og her har man altid brugt, og bruger stadig det kæmpestore Alpe-grantræ, og det har været brugt til alle typer strengeinstrumenter - guitar, lut, mandolin, violinfamilien og klaverets klangbund.

Cedertræ - oftest fra de store canadiske cedertræer, begyndte først at blive brugt i guitarbygningen i det 20. århundrede, og anekdoten fortæller (ifølge guitarbygger Kenneth Brögger), at det hele startede med en fejl-leverance af cedertræ hos Madrid-guitarbyggeren Ramirez i mellemkrigstiden, hvor der var knaphed på materialer. Man kunne simpelthen ikke få fat i det alpegran, man skulle bruge. Ramirez prøvede så at bruge cedertræ, da det så lige så fint ud i årestrukturen.

Det viste sig at være en fantastisk træsort, og i dag bliver de fleste guitarer bygget med dæk af cedertræ.

Hvad der er bedst, er dog i høj grad en smagssag, og der er guitarister, der sværger til enten den ene eller anden træsort.

Guitarbyggerne laver derfor gerne deres modeller med begge typer dæk.

Træet til dækket er nok det vigtigste af guitarens mange stykker træ, og til det anvendes enten grantræ eller cedertræ.

Gran er meget lyst, nærmest hvidt, og cedertræ er mørkere med en tendens til et rødligt skær.

Dækkets træ udvælges efter finheden af træets årer, som skal være helt lige, ligge meget tæt, og med identiske mellemrum.

Det vigtigeste er træets årestruktur, og jo større træer, jo bedre struktur.

Til de bedste guitar-dæk bruges helst et flere hundrede år gammelt træ, som har haft den samme vækst hvert år, da dækkets årer er identiske med træets vækstringe.

Der behøves kun et år med hypervækst af et træ for at spolere et godt dæk, idet dette vil betyde, at der mellem nogle af dækkets årer vil være større afstand end mellem resten.

Dækkets tykkelse beregnes og formes ud fra træets hårdhed, og vurderes med baggrund i guitarbyggerens erfaring og "fornemmelse".

Det siges, at gran har en længere levetid en ceder, men at ceder har en kortere tilspilningsperiode end gran.

Ingen af delene er dog blevet verificeret videnskabeligt.

Personligt hælder jeg mest til cedertræ, som jeg synes giver en lidt mere syngende tone.

Gran giver til gengæld en meget klar og ren lyd.

Og så kan jeg godt lide den rødlige farve, som for mig signalerer en "rigtig spansk guitar".

Men en velbygget guitar med et flot lyst grandæk, er såmænd lige så smuk.

Guitarens endelige farve afhænger også af slutlakeringen. Lak har jo også en farve, og kan enten fremhæve træets egen naturlige farve eller tilføre en ny nuance.

Flamencoguitarer lakeres ofte meget røde.

Ved montering af lyd-listerne på dækkets inderside, skal listernes tykkelse tilpasses til dækkets hårdhed og dets evne til at vibrere.

Det færdigmonterede dæk skal være i stand til at modstå trækket fra et sæt stemte strenge.

Dækket må hverken være for stift eller for blødt. Ellers vil strengenes vibrationer ikke kunne forplantes ordentligt igennem træet.

Påsætningen af lydlister på dækkets inderside er næsten en videnskab i sig selv, og foregår i stor hemmelighed hos den enkelte guitarbygger.

Fra starten af 1800-tallet begyndte man at påsætte bjælker og lister i guitaren.

De skulle medvirke til at fremhæve og bære de enkelte toner ud.